torsdag den 8. maj 2014

Tematisk indledning

At kunne skrive en tematisk indledning er en elegant og meget brugbar teknik i forbindelsen med opgaveskrivning. Ved at indlede din opgave med et tematisk fokus kan du åbne op for dit analyse- og fortolkningsarbejde med en tekst på en måde, hvor du inddrager relevante aspekter om en teksts tema. Samtidig kan du bruge en tematisk indledning som afsæt til afsnit om andre relevante analyse- og fortolkningsaspekter såsom personkarakteristik.
Sådan gør du:
·         Når du har læst teksten, bestemmer du, hvilke temaer gør sig gældende. De fleste tekster har flere temaer indlejret i sig, men som regel er der ét eller to hovedtemaer,  der dominerer.
·         Ud fra hovedtemaet kan du nu begynde at opbygge din tematiske indledning.
·         Det er en god idé at starte indledningen med at omtale temaet ret generelt, eventuelt ved at perspektivere til omstændigheder uden for teksten, der linker til temaet - eksempelvis med en historisk, samfundsmæssig eller kulturel vinkel.
·         Dernæst kan du zoome mere ind på tekstens skildring af temaet: Hvordan kommer temaet til udtryk i teksten? Du kan med fordel og ganske kort sammenligne tekstens forståelse af temaet med eksempel den historiske vinkel på temaet, som du netop har været inde på.
·         Til sidst i indledningen er dit fokus udelukkende zoomet ind på selve teksten. Du har forholdt dig til temaet og kan måske afslutte din indledning ved at lægge op til videre analyse og fortolkning af for eksempel hovedpersonen.
·         Senere i dette forløb kommer du til at lære om overgange, der kan skabe sammenhæng i tekster. Brug denne viden til at skabe en rød tråd mellem din tematiske indledning og resten af din opgave.
·

Skriftlig genre



 
Sammenhæng i tekster

Tekster består typisk af ord, der er sat sammen i sætninger, der er sat sammen i afsnit, der igen kan indgå i større, typografisk markerede inddelinger som kapitler og bøger. En god tekst er karakteriseret ved en logisk og naturlig sammenhæng – ikke kun mellem de enkelte sætninger i et afsnit, men også mellem de enkelte afsnit og andre større inddelinger i teksten. En væsentlig forudsætning for sammenhæng er, at informationer grupperes efter deres relationer og præsenteres i en logisk og naturlig rækkefølge. I mange tilfælde afhænger den logiske og naturlige rækkefølge af emnet, man behandler. I andre tilfælde skal man selv beslutte sig for et organiseringsprincip og en tilhørende fornuftig rækkefølge, der sikrer glidende og lette overgange fra det ene afsnit til det andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar